Skoleoplæringsinstruktør til datauddannelserne med flair for administration og dannelse af eleverne!
På Techcollege har vi en stor skoleoplæring for dataelever og vi har brug for en instruktør, der kan tage sig af alt det administrative og relationelle arbejde med eleverne. Vores opgave er at gøre eleverne så robuste og engagerede, at de nemmere får en læreplads i et fag, hvor der er rift om pladserne.
Techcollege tilbyder skoleoplæring til cirka 200-300 elever fordelt på 19 erhvervsuddannelser og beskæftiger cirka 20 medarbejdere. Skoleoplæringen har ansvar for det samlede uddannelsesforløb for de elever, som ikke kan finde en læreplads i en virksomhed. Vi arbejder for at udnytte den samlede lærepladskapacitet i virksomhederne bedst muligt og arbejder med at sikre kvaliteten i skoleoplæringen.
Den faglige del af oplæringen varetages af faglærere fra uddannelsen, så opgaven for instruktøren er primært af administrativ karakter, samt sørge for at eleverne har et trygt, udviklende og godt forløb, mens de er i oplæringen. Du sørger også for, at der er sociale arrangementer, at eleverne får søgt de lærepladser, som de skal, samt deltager i koordinerende møder med de øvrige skoleoplæringsinstruktører.
Vi forventer at du:
- har lyst til at arbejde med unge mennesker og har forståelse for deres individuelle behov.
- har pædagogisk forståelse og er god til at motivere unge mennesker.
- er fleksibel både fagligt og personligt.
- har evne og lyst til (og gerne erfaring med) at samarbejde på tværs af faglighed med en forståelse for – og anerkendelse af – individuelle behov.
- er fortrolig med Office-pakken som et naturligt værktøj i dagligdagen.
Som person er du:
- åben og imødekommende og bidrager til et godt arbejdsmiljø i et team.
- positiv af natur, løsningsorienteret og forstår værdien af god dokumentation i dit arbejde.
- systematisk, har flair for administration og er god til arbejdsplanlægning.
- tillidsvækkende, udadvendt og opsøgende af natur og har let ved at skabe relationer og netværk.
Vi tilbyder
Vi tilbyder attraktive ansættelsesvilkår og et job, hvor du bliver udfordret på både din faglighed og menneskelighed. Vi er teamorganiseret og prioriterer mange ressourcer på løbende at udvikle et sundt og konstruktivt arbejdsklima, hvor vi forventer, at du tager din mulighed for medindflydelse alvorligt.
Vi arbejder med medledelse, og det stiller krav til medarbejderne om at holde fokus på kerneopgaven, tage del i ansvaret for uddannelserne og samarbejde bredt med alle kolleger. Du vil få kompetente og engagerede kolleger, som glæder sig til at hjælpe dig godt i gang.
Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast fuldtidsstilling på 37 timer om ugen.
Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026 eller snarest muligt.
Dit primære arbejdssted bliver Techcollege, Struervej 70, 9220 Aalborg Øst.
Aflønning sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer samt relevant organisationsaftale, evt. organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK)
Yderligere oplysninger
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Eva Melchior Jensen tlf. +45 2526 6169
Ansøgning
Stillingen skal søges via vores rekrutteringssystem. Du søger stillingen ved at klikke på linket nederst på denne side.
Ansøgningsfristen er søndag den 17. maj 2026. Vi afholder samtaler løbende.
Vi ser frem til at høre fra dig.